Hvor var rejsen hjem dog lang og hvor dejligt var det at komme hjem igen!!! På godt et døgn var vi i syv lufthavne; Lilongve (Malawi), Lusaka (Zambien), Nairobi (Kenya), Dar es Salaam (Tansania), Amsterdam, København og Keflavik. Så det var nogle trætte, solbrændte og glade piger der blev modtaget i Keflavik.


De sidste to dage i Lilongve var vi på Bottom hospitalet som er en del af Central Hospitalet hvor vi havde været ugen før. Bottom hospitalet ligger i den fattigeste del af Lilongve og der er en fødeafdeling og en speciel afdeling for polio patienter. Der er ikke noget labaratorium, så hvis de skal have undersøgt noget eller hvis der mangler f.eks. blod er nogen nødt til at tage til Central hospitalet, enten på cykel eller løbende!! Der er nemlig ikke nogen telefon der virker på de to sygehuse fordi telefonregningen er ikke blevet betalt i mange år!! Men vi var sammen med en norsk specialist på fødeafdelingen og vi så mere på 8 timer der end på 8 uger på fødeafdelingen her på Island!! Jeg er utrolig glad og taknemlig for at have haft mulighed for at være de uger i Malawi og se noget der er SÅ forskelligt fra alt det jeg har arbejdet med før.

Jeg kommer til at sætti en masse billeder ind på nettet, forhåbenlig så snart som muligt, men jeg har ikke fået allt billederne endnu, men jeg skal nok lade jer vide hvor de kan ses.

::Eva:: |15:44|

-----------------------------

Safari i Zambien var virkileg flot og vi fik set de fleste af de dyr vi gerne ville; zebra, giraffer, elefanter, lover, flodheste, krokodiler og saa ogsaa forskellige fugle, slanger og hvad der ellers findes i saadan en jungel. Gruppen bestod af os tre, Maggas ven fra Tyskland, Peter, den ene af de to amerikanske kiruger og saa fire drenge fra Skotland. Vi var oppe med solen om morgenen; virkelig en flot udsigt over Luangwa floden som var lige uden for vores lodge. To gange om dagen var vi ude at kigge efter dyr, fra 6-10;30 og saa igen fra 16-21. Jeg fik taget en hel masse billeder, men det gaar ikke rigtig at saette dem ind her fra internetkaffen i Lilongve.

I gaar var jeg saa paa vakt paa sygehuset. Vi gik stuegang paa hele den kirugiske afdeling og der var virkelig nogle interesante patienter. Det er utroligt hvor laenge folk de vaenter med at tage til laege her. Der var f.eks. en kone der havde en tyroid-tumor som gjorde hendes hals dobbelt saa stor som den ellers skulle vaere og hun kom forst nu fordi hun havde svaert ved at traekke vejret og nogle gange havde hun svaert ved at spise for haard fode!!! Hen paa eftermiddagen kom saa en aeldre mand ind med en utrolig svulmet mave og det viste sig, at han havde en sigmoid volvulus..... far, det var overhovedet ikke nodvaendigt med rontgen, man kunne se og maerke hans tarme med de bare ojne!!! Men jeg kan ogsaa fortaelle dig, at det ikke just er de bedste rontgenbilleder de tager her, jeg tror de jeg tog paa Hvolsvollur i sommer var meeeeeget bedre..... de kunne godt bruge et par "geilsafraedinga" her til at laere dem lidt af hvert.
I gaar-aftes var vi saa i byen sammen med dem vi har laert at kende her. Vi var paa en bar som ligger lidt op ad gaden hvor vores hotel er. Det var meget sjovt, de fleste paa baren var indfodte, men der var ogsaa nogle andre hvide og saa selvfolgelig os som fyldte en del. Den ene af de to kiruger hedder Adam og der var en af dem der talte med os som, efter at have spurt Adam hvad han hed vente sig imod mig og spurgte om jeg hedder Eva. Det sagde jeg selvfolgelig ja til og han kom fuldstaendig op at kore.... forst ville han overhovedet ikke tro mig, men da jeg havde overbevist ham saa lod han os ikke vaere hele aftenen...... nogle gange synes jeg beboerne her gerne maatte lade os vaere. Nogle gange foler man sig lidt som et dyr i zoologisk have. Det bliver dejligt at komme hjem igen og bare falde lidt ind i baggrunden....

Jeg prover at saette et blog til ind inden vi rejser hjem. I morgen har vi faaet lov til at tage paa Bottom hospitalet som er hospitalet som ligger i den fattige del af Lilongve. Vi modte en norsk gynaekolog i sidste uge og han gav os lov til at se kvinde-og fodeafdelingen. Der er 12000 fodsler paa den afdeling pr aar..... 3 x mere end paa hele Island pr aar.

::Eva:: |14:36|

-----------------------------

Jeg assisterede til en operation idag; splenectomi i 100% varme (det synes jeg i hvert fald) sammen med en kirug fra Filipinerne (som forresten er 82 aar gammel og ser overhovedet ikke saadan ud..... han arbejde alene for fem aar siden med hele den kirugiske afdeling paa Kamuzu Hospital) og en skor kirug fra Rusland. Jeg folte mig som en der arbejde med fisk hjemme paa Island. Jeg havde mit specielt medbragte toj fra skadestuen i Lund som er lavet af noget stof der skal holde blod og andet vaeske bedre vaek fra min hud. Udover det havde jeg et par gummistovler paa, et plastikforklaede og saa den dragt man almindeligt bliver klaedt paa naar man skal operere. Og to par hansker. Jeg fik lov til at hjaelpe en del, men det jeg synes var facinerende var at se ind i saadan et sygt menneske. Hans lever var fuldstaendig haard og 100% i knuder (cirrhosis) og han havde varices ud over hele maven og op paa oesophagus...... de provede at lukke varicerne af, men de maate meget lidt rore ved dem uden at de begyndte at blode. Saa da selve operationen var faerdig gik Filipineren ud og den rusiske kirug og jeg fik lov til at lukke saaret. De naale og suture de bruger her er for det meste udlobet, saa det var et par suture som bare gik i stykker ved at sy saaret sammen. Jeg fik lov til at sy halvdelen af saaret sammen, men det er nok et af de grimmeste ar jeg har lavet indtil nu...... naalen var saa grov, at den matchede naesten den vi bruger derhjemme til gaasen til juleaften.....

Tiden er udlobet... vil ellers bare sige, at jeg har det godt.

::Eva:: |14:04|

-----------------------------

Lilongve er noget HELT andet end Monkey Bay. Meget storre og skraemende.... og meget mere beskidt (og saa har vi selvfolglig ikke en gigantisk swimmingpool lige uden for vores have mere). Men det er ogsaa laererigt at vaere her, isaer paa hospitalet. I denne uge har vi vaeret paa borneafdelingen og jeg maa indromme, at det er lidt for meget for mig. Pigerne, som begge taekner paa at blive bornelaeger synes til gengaeld, at det er meget spaendende. Det jeg synes er for meget er alle de syge born der er paa afdelingen og, hvor lidt man kan gore. Der er 250 senge paa afdelingen, 3 specialister, 4 unglaeger og saa en masse clinical officers og clinical officers elever. Patienterne er 2-3 gange flere end sengene og den sygdomflore der findes er noget jeg aldrig ville have dromt om…… malaria, pneumonia, meningitis, diarrhea, HIV og born med forskellige sygedomme ligger sammen i seng, saa dem der kommer ind med en sygdom har sikkert faaet en anden dagen efter ogsaa!! Hjordis og jeg har begge set paa et barn do og der var ikke noget vi kunne gore…. Virkelig forfaerdeligt! Vi modte to amerikanske kiruger paa hospitalet i ugen, og de har lovet mig at redde mig fra borneafdelingen… tror ikke rigtig jeg kan klare mere….. Men det skal ikek forstaes saadan, at det er helt forfaerdeligt; vi faar ogsaa laert en hel masse, det er bare saa forskelligt fra alt det vi har laert for.

Sidste week-end gik ikke helt som vi havde haabet…. Vi har lovet hindande aldrig at saette saa meget som en lille taa op i en mini-bus igen. De busser skulle forbydes….. Vi ville have vaeret i Livonde National park, men det gik ikke, ligesom naesten alt andet som bliver planlagt her i Malawi….. I stedet tog vi ned til Zomba plateau som er et bjergomraade i den sydlige del af Malawi. Det havde vi et dejligt dogn med vandreture og madlavning over aaben ild. Weekenden endte saa i det sidste mini-bus maridt; 5 timer mast sammen fra Zomba til Lilongve og vi var ikke kommet her for det var blevet morkt. Det skal bare siges, at vi har det godt nu, men det at vaere ude i market er noget vi ikke gor saa meget af…… kriminaliteten er rimlig hoj her og det er ikke saa nemt at vaere saa lys og prove at gemme sig i maengden!! Men I kan vaere rolige, det er fint om dagen og vi passer meget godt paa os selv!

Nu vil jeg stoppe, det er ret irreterende at skrive paa denne computer, den retter altid mine ord og vil gore dem engelske! I naeste uge tager vi paa fire dages safari til Zambien, saa i stedet er vi paa hospitlet helt indtil vi tager hjem den 28. marts. Forresten Poul… har vi ikke stadig en aftale i Kastrup, torsdagmorgen den 29. marts???
LIge til sidst en lille local joke herfra. Paa chicheva (sproget der bliver talt her) gor man ikke forskel paa l og r….. saa naar de taler engelsk gor de heller ikke forskel paa l og r….. sidste aar var der valg og dagen efter sagde de i radioen; “the president had a very good erection”…

Mange knus herfra…..

::Eva:: |14:09|

-----------------------------

Hejsa!
Ville bare fortaelle, at vi er kommet til Lilongve efter en meget underlig week-end. Den historie bliver nodt til at vente til en anden gang. Bara saa I ved, at jeg har det godt.
Knus!

::Eva:: |17:17|

-----------------------------

Det her bliver det sidste jeg skriver fra Monkey Bay. I morgen drager vi til Liwonde som er en by ca 180 km syd for MB. Hvordan vi kommer herfra ved vi ikke helt endnu, men det skal vi nok finde ud af. Det er en lidt underlig fölelse at skulle væk herfra. Vi har sikkert haft det ALT for godt her hos ICEIDA og det skal nok blive underligt ikke at have al den luxus vi har haft de sidste to uger. Men det har vi selvfölgelig bare godt af.....

De sidste par dage har været præget af, at den islanske deligation har været her i omraadet. Vi har virkelig været heldige, for der har ikke været tale om andet end, at vi deltog i al det de havde arrangeret. Vi fik derfor lov til at komme med ud og se en folkeskole og gymnasium ligesom jeg fortalte sidst. I gaar var vi saa med ud at se en ny klinik i Nankumba som ICEIDA har funderet. Der var en stor cermoni, hvor den malawiske sundhedsminister mödte op. Det har regnet utrolig meget de sidste to nætter, og vi troede faktisk ikke vi ville tage afsted i gaarmorges. Men det skulle selvfölgelig pröves, nu da det hele var blevet arrangeret og vi naaede da ogsaa frem selv om det blev 2 timer efter planen. Vejene er nu ren mudder og de fleste aaer er oversvömmet (det bliver ogsaa spændende, om vi overhovedet kan komme herfra i morgen). Det betöd ogsaa, at gaarden foran kliniken som blev brugt som scene til cermonien var ÉN stor mudderpöl.... det var meget sjovt at se alle de fine mennesker hoppe rundt i mudderet, men de klarede det meget fint. Én ting synes vi, at var lidt for meget. Bilerne blev selvfölgelig meget beskidte af at köre paa de mudrede veje, ogsaa sundhedsministerens bil, men den blev vasket imens cermonien blev afholdt….. ogsaa selv om de skulle tilbage ad den samme vej igen!! Udover det, saa synes vi rigtig godt om deres sundhedsminister (hun har været minister siden sidste sommer). Hun holdt en meget god tale, virker som om hun forstaar hvad det er der sker i deres land og er taknemlig for den hjælp ICEIDA giver til Malawi. Borgmesteren i Mangonchi (som er den störste by i det her distrikt) sagde i sin tale, at han jo var rigtig glad for al det arbejde Islændinge lavede i Malawi, men han synes altsaa, at ICEIDA ogsaa kunne fundere i de fire andre smaa distrikter der er i Mangonchi (Mangonchi distrikt er altsaa delt op i fem distrikter og Monkey Bay er kun et af dem med ca 110-120.000 indbyggere).

::Eva:: |11:24|

-----------------------------

Nu er de ene af de to mobil-selskaber som er i Malawi brudt sammen pga en bradt i deres hovedkvater. Men utrolig nok, saa fortsætter livet her uden mobil-telefoner....



Vi tog til Cape Maclear sidste weekend hvor vi snorklede rundt i det klare i Lake Malawi. Vi saa en masse fisk, orange, graa, lilla og blaa, men heldigvis ingen krokodiller eller flodheste som der vist er nogle af her i Lake Malawi. Cape Maclear er en meget underlig turistattraction.... omkring 1990 var Cape Maclear det helste sted for hippier at samles sammen i Afrika og i dag findes der stadig hvide, meget underlige hippier imellem de indfodte, der bor der. Der er en helt almindelig malawisk landsby med deres mudderhuse og straatage, men ind imellem er der rigtig fine hoteller eller lodge som er fyldt med hvide folk. Det passer ikke rigtig sammen.
Cape Maclear er kun ca 20 km fra Monkez Bay, men vejen er ikke noget man overhovedet kan kalde vej. Her i Malawi er der ikke noget der kaldes vedligeholdning. Hvis tingene bliver lavet, saa er det det eneste der bliver gjort. Vejene her omkring er værre end grusvejene oppe paa hojlandet paa Island!!

I gaar, mandag, var der helligdag her i Malawi. Vi ved ikke rigtig hvorfor, kun at helligdagen var i lordag og naar det sker, at en helligdag enten falder paa en lordag eller sondag, saa er der altid fri mandagen efter.... meget behagligt. Lægen der er her, Siggi, bod os ud paa en vandretur. Lige siden vi kom har han snakket om en lille landsby som ligger oppe i klippeskranten ud til Lake Malawi. Man kan kun komme derhen paa fod og hans synes, at hvis alt her i Malawi er som Norden var for 300 aar siden, saa er den landsby som for 700 aar siden..... og han havde ret! Det var utrolig spændende at se. Vi var ca 10 der gik sammen for lige nu er Monkey Bay fyldt med Islændinge. ICEIDA har deres aarlige deligation her i denne uge hvor de gaar rundt paa de kliniker og skoler de fundere her og ser hvad og hvordan deres penge bliver brugt. Men vi blev altsaa hentet, alle 10 i en lille motorbaad og fik ogsaa en lille sighseeingtur om Lake Malawi...... paa et tidspunkt gav motoren op, midt ude i fjorden J. Saa var der ikke andet at gore end at springe i og prove at skubbe baaden!! Det er nemmere sagt end gjort og efter en halvtimes skub kom motoren heldivis igang igen.


I dag var vi ude sammen med den islanske deligation for at se en skole i landsbyen Msaka. I skolen er der 1000 elever men kun 10 lærere. Bornene var utrolig spændt for at se os og hang omkring os som myg. Jeg kunne ikke gaa nogle steder undtaget at skulle passe paa, at ikke træde paa et barn. Men de er SAA sode og bliver helt vilde naar man tager et billede af dem. Eftermiddagen har vi tilbragt her paa vores hospital, men desværre kan der ikke rigtig laves noget her i dag for de har ingen hansker at arbejde med. Vi fik det at vide i slutningen af sidste uge, at deres hansker var færdige, saa vi gav dem to kasser som vi havde med fra Sverige. De har ordret nye hansker fra Lilongve, men i forhold til hvor hurtig tingene gaar her, saa kommer de nok ikke i denne uge!

::Eva:: |14:23|

-----------------------------

En lille advarsel i begyndelsen; nettet her i Monkey Bay er meget daarligt, saa vi kan kun komme ind naar det passer telefonselskabet! Lige nu sidder jeg paa en labtop som en islansk pige ejer, som laver en opgave her og derfor har jeg haft et par dage til at skrive dette blog....... det jeg pröver at sige er, at den er lang, men den skal tænkes som mange-dages læsning for der kan varer lang tid inden jeg kommer ind paa nettet igen......

“I Europa, er det tiden, der styrer folket, men i Afrika er det folket, der styrer tiden”.

Det var et af de förste setninger vi fik, da vi kom til Lilongwe i söndags. Efter en dejlig lördagmorgen sammen med familien paa Rudegards Alle startede vores store æventyr i Kastrup kl 12 lördag..... derefter var det Amsterdam -> Nairobi -> Lusaka (Zambia) og saa endelig Lilongwe i Malawi...... det var ikke meget vi fik sovet i flyet og vi var trætte da vi stod i lufthavnen i Lilongwe. Vi blev kört ind til rutebilstationen i Lilongwe, ville se pa busplanerne (tror ikke rigtig at busplaner er kommet til Malawi endnu) om der gik en bus til Monkey Bay hvor vi skulle starte. Taxaen stoppede foran en mini-bus og i vinduet pa den stod Mangonchi og Monkey Bay..... vi blev rigtig glade for saa var vi fri for at finde et hotelværelse og kunne fa lov til at komme hele vejen den förste dag. Vi spurgte hvornaar bussen skulle afsted og fik svaret “soon”. Hmmm, ja “soon” betyder aabenbart ikke det samme i Afrika som i Europa var det vi tænkte da bussen langt om længe körte ud af Lilongwe. Da havde vi ventet inde i bussen, i 30 graders varme indtil den var fyldt op. Först da begyndte buschauffören at tænke paa at köre afsted. Og naar jeg siger, at bilen blev fyldt op, saa mener jeg fyldt op. Saa vidt jeg kunne tælle, saa var der plads til 14 personer i bilen.... vi var alt i alt 26 personer mast sammen ind i bilen + en hel kasse med fisk og al bagagen. Og jeg har hört, at ofte er der ogsaa höns og andre dyr i med i bilen, men det var vi heldigvis fri for...... men der sad vi altsa mast sammen i 6 timer imens bilen körte paa fuld drön efter landevejene her i Malawi..... overhalede hele tiden, baade biler, folk og dyr uden saa meget som at puste paa bremsen.... ja, det var en oplevelse, men man var ikke helt tryg hele tiden. Busen naaede saa laaaaaaaangt om længe til Mongonchi.... der stod alle ud af bilen og chauffören fortalte os, at han ikke ville köre længere for det var kun os der skulle videre..... men han ville selvfölgelig köre os hvis vi betalte ham 5000 kwatchi (ca 250 dkr som maaske ikke er saa meget, men i forhaald til at vi betalte 800 kwatchi for at köre de seks timer, saa vidste vi, at det ikke kunne være helt rigtig. Vi fik efter en masse snak trykket prisen ned, men da vi satte os ind i bilen, saa blev det lige pludselig fyldt op igen!! Ja, det er helt klart, at man er mzygo (hvid mand) her og vi har en masse penge som Malawierne tror, at de skal ha saa meget som muligt af!!

Det lykkedes os altsaa at komme til vejs ende den söndag (der var en hel time tilbage af söndagen der vi ankom) og det var nogle trætte piger der gik i seng den aften. Dagen efter vaagnede vi op til et paradis. Vi bor i hus som ICEIDA ejer (den organisation sem funderer hospitalet og skolen i den her by). Huset ligger lige op ved Lake Malawi, vi har ca 10 meter ned til en hvid strand saa langt öjet rækker. Alt er utrolig grönt her nu og temperaturen er omkring de 30 grader..... det har jeg det rigtig godt med. Her i dag saa vi et par aber ude i vores have og vi har faaet fortalt, at der ogsaa er flodheste og krokodiler her i nærheden, men dem har vi nu ikke set endnu. ICEIDA faar folk som bor her i landsbyen til at arbejde i de huse de har, saa det betyder, at vi har en tjenestepige, en gardner og vakt om natten. Ja, vi indrömmer det, ikke just det vi troede vi skulle ned til, men vi vil da heller ikke klage.

Men jeg kan ogsaa fortælle jer, at vi faar set en hel anden side af Afrika her. Den klinik/hospital vi er pa om dagen har 30 senge, men der kommer ca 300 patienter om dagen. De fleste af dem venter ude i gaarden hele dagen efter, at nogen skal se paa dem, men de faa der bliver indlagt ligger paa senge uden linnet og det er familiemedlemmerne der sörger for patienterne (dvs at de faar mad og bliver vasket). Der er ogsaa en födeafdeling, men ingen mulighed for at operere....Vi er blevet fortalt, at værelserne er meget rene i forhold til Malawiske forhaald, men det er langt fra det vi ville kalde rene. Paa kliniken arbejder 2 clinical officers som er mænd der har 4 aars studie bag sig og har lov til at styre saadan en klinik (der er altsaa ingen læger paa kliniken). Siden er der to medical assistance som har 2 aars studie bag sig. Ud over det er der 3 malawiske sygeplejersker (er ikke helt sikker paa hvor meget de har lært, men de er alle tre “big mamma” som sikkert kunne styre en hel hær hvis de skulle) og nurse assistance som gaar i al mulig arbejde. Den islanske læge og hans kone (som er sygeplejerske) som er her arbejder som raadgivere og med management. Det er heller ikke muligt at arbejde her som læger ligesom vi har lært derhjemme. De resourcer de har her er til at græde over; der mangler medicin og det der findes kan overhovedet ikke klare noget som helst. Lige nu er der en mand indlagt som har “cor pulmonale” (heart failure) og for dem der forstaar hvad jeg taler om, saa er det eneste man kan give ham, tabeletter furesemide. Ud over det har han ogsaa Hep B. Udover det kan man ogsaa give folk oxygen, men det fleste vil ikke have det, for her er oxygen sat i sammenhæng med död (dvs det folk kender til oxygen som terapy er, at de folk der faar det, er dem der snart skal dö), saa de fleste tager det af ligesaa snart det bliver sadt op. Dirrhea og malaria er de sygedomme som de fleste har som bliver indlagt, især börn. Hjördis og jeg var pa stuegang i gaar og det var SAA svært at se alle de smaa börn som bare laa der og vi kunne egentlig ikke göre noget..... vi havde virkelig taarer i öjnene.

HIV er et stort problem her, ca 30% af folk har HIV eller AIDS. Der er en speciel klinik her som sörger for, at folk bliver undervist om HIV/AIDS, for behandling og piller. Det hele er gratis, men folk en nödt til at komme her hver eneste maaned for at faa pillerne.... det er gjort for at fölge med, at folk tager sine piller. Det er en meget underlig fornemmelse, at sidde inde i et rum med 30 mennesker hvor alle har AIDS..... man har max siddet sammen med én ad gangen paa Island!!

Naar vi gaar ude paa gaderne föler vi, at vi er som dyr i zoologisk have, men langt de fleste her er utrolig söde og venlige. Börnene er enten utrolig nysgerrige eller bange for os og græder ligesaa snart vi kigger paa dem. Men de er saaaaaaaaaaaa söde de börn.....

Vi har bestemt os for at blive her i Monkey Bay i to uger i stedet for én. Da jeg var i Marokko for to aar siden, synes jeg, at det var meget sjovere at være ude paa landet end inde i storbyerne og vi har ogsaa snakket med pigerne der var her för os og de synes det samme. Her har vi et flot sted at bo og vi er saa tæt paa den rigtige afrikanske kultur. Vi faar lov til at tage ud til de helt smaa landsbyer i næste uge sammen med en af sygeplejerskerne, og vi faar ogsaa lov til at besöge skolen som ICEIDA fundere.

Det her maa være nok for denne gange. Jeg haaber, I har brugt et par dage paa at læse det her, for det er ved at være rimlig langt..... ellers giver I bare op med at læse min blog J. Mange knus til jer alle sammen fra den mzogo i Monkey Bay!!

::Eva:: |06:30|

-----------------------------